onsdag den 7. august 2013

Må Facebook tracke dit barn?

Hvorfor må børn under 13 ikke anvende Facebook? Fordi det er ulovligt iflg. US lovgivning for virksomheder at tracke personer de positivt ved er under 13.

For Facebook er der ingen forretning i at have brugere man ikke må tracke.

Det er klart for enhver at virksomhederne er nødt til at tjene penge på de produkter de tilbyder.  Facebook udbyder på mange måder en fantastisk tjeneste og det koster mange penge at drive virksomheden. Som bruger kan du anvende Facebook helt gratis.

No free lunch
Men hvis noget er "gratis" så er der jo som regel en eller anden form for betaling alligevel. 

På facebook betaler du med din profil information såsom lokation, enhed der anvendes, antal besøg, antal venner, byer, interesser, likes osv.

Altsammen så Facebook kan sælge din data til annoncører og samarbejdspartnere.

I øjeblikket er der en begyndende tendens til at brugerne er mere opmærksom på hvad der bliver tracket. Specielt den nye cookie lovgivning der er implementeret i EU der kræver at alle virksomheder skal skrive hvad de tracker via cookies. Du er sikker stødt på disse cookie beskeder når du surfer forskellige websites.

Senest på tracking fronten er USAs efterretningstjeneste NSA der  tilsyneladende tracker og gemmer data fra blandt andet teleselskaber, Google mfl. og det har i den grad har sat privacy agendaen i fokus.

Jeg mener også det er logisk og nødvendigt at være opmærksom på tracking og de muligheder og farer der ligger her.

En ting er hvad statsmagten gør via lovgivning. Det er en liga for sig selv. DDR er seneste veldokumenterede eksempel.

En anden er hvad private virksomheder gør med den data de indsamler om dig.

Jeg har arbejdet i mange år med online markedsføring og jeg ved helt præcis hvor meget vi rent faktisk er i stand til at tracke om din adfærd på nettet.

Det rådgiver jeg virksomheder om således de kan ramme deres målgruppe med deres budskaber osv. Og det virker. Der ligger en guldgrube af data derude. Din profil er en lille mønt i den store Joakim Von And tank af dataguld.

Jeg tror de kommende år kommer til at byde på en række forandringer og nye
muligheder for både forbrugere og virksomheder.

Vi vil se muligheder for flere modeller. Her er mine bud:

1. Alt er gratis - du "betaler"med din profil 
Jeg tror vi kommer til at se en gratis model hvor man bliver tracket på alt hvad man gør. Eksempel i dag er Facebook, Twitter osv. Personer der ikke har råd eller er ligeglade med at deres data sælges vælger denne løsning. 

Eller også vælges løsningen fordi der ikke findes reelle alternativer. I dag kan vi vel næppe forestille os alternativer til Facebook og Twitter.

Det tror jeg kommer til at ændre sig i de kommende år.  


Hvilket leder mig til alternativet nedenfor.

2. Betalingsmodel
En betalingsmodel hvor man betaler for ikke at blive tracket men får serveret relevant indhold/services mod betaling med f.ex penge eller Bitcoins.

Rent lovgivningsmæssigt spår jeg der kommer til at ske store ændringer for virksomheder ifht tracking af brugerne i den kommende tid. Cookie lovgivningen, som du kan se resultatet af alle steder i dag, er blot et skridt på vejen. Der kommer meget mere den vej.

Lovgiverne er dog som regel ret bagstræberiske så derfor mener jeg det er virksomhedernes opgave at skabe tillid. Som tidligere skrevet så mener jeg at al dataudveksling skal baseres på tillid.

Har du tillid til dem der tracker din onlineadfærd i dag? 







søndag den 4. august 2013

Skal vi danse?

Jeg har brugt lidt tid på amino.dk i weekenden - et community primært for mindre virksomheder og iværksættere.

Her er langt størstedelen af indholdet skabt af brugerne og giver utrolig stor værdi for brugerne af sitet. Man kan få gratis råd, tips og tricks osv.  Har du spørgsmål til revision kan du finde svar. Skal du bruge kapital til din virksomhed er det også en mulighed. Der findes rigtig mange gode sektioner.

Sitet er en platform hvor man helt sikkert kan lave forretning på at hjælpe andre. Som ekspert og rådgiver får du måske ikke betaling på den korte bane (og slet ikke af alle), men ved at hjælpe brugerne med deres spørgsmål kan du positionere dig selv som ekspert indenfor et givent felt.

Martin Thorborg og de øvrige folk på Amino har gjort det rigtig flot. De har skabt noget af stor værdi for brugerne og helt sikkert også for dem selv som ejere af community platformen.

Ved at have en base med tusindvis af brugere er det meget nemmere at skabe opmærksomhed om et nyt produkt. Eksempelvis regnskabsprogrammet Dinero der er udviklet af samme hold der står bag Amino.  Dinero er et regnskabsprogram du gratis kan anvende til at sende fakturaer og blev introduceret i foråret 2013. Om kort tid kommer der en mere avanceret løsning som man kan vælge at betale for. De vokser meget stærkt takket være deres community platform.

Community marketing er omdrejningspunktet for de fleste succesfulde software as a service virksomheder der anvender freemium (Free/premium = freemium) som forretningsmodel. (Gode eksempler her er Dropbox, ZenDesk, Expensify).

Så hvordan laver du et community og hvorfor skal du gøre det? Det handler om at starte en bevægelse. I Aminos tilfælde startede man med en stort set tom "skal" og opfandt spørgsmål og svar. Det tiltrak den første bruger. Herefter kom der flere til. Efterhånden udviklede det sig.

Denne video af  Derek Sivers viser meget præcist hvordan processen foregår:


Spørgsmålet du skal stille i din virksomhed er: Hvem skal du danse med?